Ny organisering i RullesportDanmark

Skatesporten i Danmark har siden maj 2018 officielt været organiseret i RullesportDanmark gennem Sportskomitéen for Skateboard. Rullesport Danmark har i denne weekend præsenteret et forslag til en organisationsændring. Skateboard.dk har taget et kig på det oplæg, som blev præsenteret i Idrættens Hus

Sportskomitéen for Skateboard arbejder for de sportslige aspekter i dansk skateboarding, hvilket blandt andet har resulteret i afholdelse af en række danske mesterskaber og vi har fået de første officielle danske mestre i skateboard.

Men hvad er det for en organisation, som vores sportslige bannerfører er en del af og som nu vil omorganisere sig.

Rullesport Danmarks (RD) formål er ifølge organisationens vedtægter, at fremme rulleporten i Danmark og varetage alle herunder hørende opgaver, herunder at foranledige amatørreglement, rekordbestemmelser og andre regler udarbejdet for sporten b. at forvalte pengemidler, der måtte blive stillet til rådighed for sporten c. at foranledige afholdelse af mesterskaber, instruktions- og dommerkurser m.m.

RD favner i alt syv dicipliner:

  • Fitness og speedskating, der er forskellige former for hurtigløb på rulleskøjter (1447 medlemmer)
  • Kunstrulleskøjteløb der ifølge RDs hjemmeside er pailletter og dansetrin (489 medlemmer)
  • Rullehockey… ja bare på rulleskøjter (408 medlemmer)
  • Roller derby er en idræt hvor hold kører rundt i cirkler og skubber hinanden (257 medlemmer)
  • Scoot er de der ofte står i vejen med løbehjul i skateparken (871 medlemmer)
  • Freestyle, som er dem i parken med inline rulleskøjter, formerly known as aggresive inline (254 medlemmer)
  • Skateboard (911 medlemmer)

Det vil sige fem slags rulleskøjter, scoot og skate. (Medlemstallene er opgjort i 2018)

Som det er nu, så har hver disciplin en sportskomite, der varetager disciplinens interesser. Hver komite har også en plads i RDs bestyrelse, hvor der yderligt sidder en formand, næstformand og en kasserer. Pt. har skating en af de ti pladser og dermed også en ud af ti stemmer i bestyrelsen.

RD har nu besluttet at denne organisering skal ændres. Det har de gjort fordi Bestyrelsesarbejdet i RD bærer præg af, at hovedparten af bestyrelsesmedlemmerne lægger deres kræfter i deres egen disciplin og der er stor forskel på arbejdsindsatsen blandt de siddende bestyrelsesmedlemmer. Mange ressourcer bringes ikke i spil og udviklingen af forbundet sker kun i meget begrænset omfang.

Videre beretter RD, at komitéerne arbejder autonomt, både i forhold til hinanden og til forbundets bestyrelse. Komitéerne samarbejder ikke med hinanden om udvikling af disciplinerne eller det samlede forbund. Kommunikationen mellem komitéerne og forbundets bestyrelse er begrænset. Komitéerne drager kun i meget begrænset omfang glæde af hinandens viden og erfaringer.

Med andre ord, passer hver disciplin sit og der er flere medlemmer af bestyrelsen, der ikke går særligt meget op i de andre discipliner.

Dette medfører så ifølge RD, at der i hele organisationen mangler en oplevelse af at være et samlet forbund. I stedet findes en opfattelse af at have uafhængige opgaver og roller.

Men hvad er så løsningsforslaget til denne abrupte organisation, hvor hver disciplin arbejder autonomt? ... Organisationsændring!

Man kunne naturligvis tænke, at når man vil omorganisere sig, så ændrer man på, at rulleskøjtning er opdelt i fem underdicipliner, mens skateboard dækker alle former for skate, herunder de to officielle OL-discipliner. Det er dog ikke tilfældet, da de syv sportskomiteer fastholdes.

 

I stedet for formand, næstformand, kasserer og en repræsentant fra hver disciplin vil man nu have formand, næstformand, kasserer og to medlemmer. Altså en halvering af medlemmerne af bestyrelsen, således hvert medlem bliver kontaktperson for 1-2 discipliner. Men samtidig så opsættes der eksplicitte forventninger til de frivillige i bestyrelsen og i sportskomiteerne, herunder at der forventes at man ligger 4-6 timer per uge i bestyrelsesarbejdet.

 

Videre er forventningerne til ny bestyrelse er, at de engagerer sig i organisationen som helhed. Bestyrelsesposter skal derfor fordeles til medlemmer med interesse for udvikling af den samlede organisation. Bestyrelsen vil i højere grad skulle fokusere på udvikling og strategi, hvorfor der forventes at personer, der stiller op har interesse i forbundsarbejdet.

Det bliver blandt andet den nye bestyrelses opgave at skabe og udvikle fælles rammer for disciplinerne på tværs - skabe et ‘VI’ i stedet for det nuværende ‘dem og os’

 

I oplægget fremsættes der samtidig forventninger til komiteer at de vil arbejde på tværs af discipliner og sikre at der er fokus på hele organisationen og ikke blot egen disciplin.

Derfor skal komiteerne fremover også stå for at skabe og udvikle fælles rammer for disciplinerne på tværs - skabe et ‘VI’ i stedet for ‘dem og os’.

Specifikt for komitéformanden forventes det at vedkommende har interesse for at arbejde for fællesskabet og alles bedste på tværs af disciplinerne altså at skabe og fastholde et “VI”.

Forslaget blev som nævnt officielt præsenteret til et dialogmøde i denne weekend. RD indkalder til et ekstraordinært repræsentantskabsmøde i februar, hvor ændringen skal godkendes og implementeres så fra april 2020.

Ønsker du at blive en del at den nye bestyrelse, skal du indsende en personlig præsentation senest i april 2020, hvor du blandt andet beskriver hvordan du vil arbejde med samarbejde i organisationen og samle RD, så frivillige og ansatte tænker “VI” om organisationen.

Det fremgår tydeligt af RDs oplæg, at man for alvor vil arbejde for at samle RD, så vi alle ser os som én stor familie, hvilket set fra RD og DIF giver god mening.

Men det er nok ikke for meget at sige, at de syv discipliner er rimeligt forskellige, så hvad skal vi samles om? Det giver RDs oplæg ikke noget bud på, så skateboard.dk kaster sig ud i en hurtig og overfladisk analyse, der er farvet af et monogamt kærlighedsforhold til skateboarding.

 

Hjul:

Vi har alle hjul af urethan. Det kan være et samlingspunkt. Så er vi i gang.

 

Faciliteter:

Vi kan måske også samles omkring faciliteter. I provinsen deler vi alligevel parker med Scoot og Freestylerne. Men de resterende fire dicipliner bruger idrætshaller og lignende. Så den er måske lidt svær at samle alle i.

 

Sport:

Hvad så med de sportslige aspekter. Alle sportsfolk vil gerne vinde guld og måske kan der ligge noget fælles omkring dedikationen for at opnå det ypperste inden for sin disciplin. Så måske kan der ligge en fællesnævner i form af fysiologisk og mental optræning til konkurrencer. Men det fordrer naturligvis, at der alene fokuseres på sport, talentudvikling og elite. Uden at skyde skatere for meget i skoene, så er det nok langt fra alle skatere, der har den store interesse i konkurrencer, hvilket også fint beskrives med Thackwells trekant, der siger, at skateboarding er så meget mere end sport.

Så komiteen og RD vil kun være for de skatere, der er sportsfolk. Det kunne måske nok fungere, men strider lidt imod DIFs vision om, at så mange som muligt skal med i DIF jf. deres vision om ”Bevæg dig for livet”.

Derudover, så ligger der en forskel i de sportslige aspekter. Scoot og Freestylerne kan jo ligesom skaterne lide at køre på ramper, ledges, rails mv. Deres konkurrence eller kamp er ligesom ved skating mellem udøver og omgivelserne. Det er op til dig selv, dine evner, dit mod og dedikation om du får sat det trick. Det samme gør sig måske i et omfang gældende for kunstrulleskøjteløb, der jo også er en individuel trickidræt, dog på et fladt gulv.

 

I de øvrige discipliner er det kampen mod dine modstandere, der er i centrum. Altså sporten. Og dine modstandere kan indvirke på dit resultat. Så det er i ligeså høj grad dine modstandere der afgør dine præstationer, som det er dig selv.

Så der ligger nogle sportslige forskelle, der måske gør lidt svært at samle alle disciplinerne i et sportsligt VI.

 

Disse forskelligheder er muligvis også en af årsagerne til, at vores nordiske naboer har valgt en anden løsning. Frem for at smide skaterne ind i et eksisterende rulleskøjteforbund har Sveriges skateboardforbund samlet skaterne i deres eget forbund, mens det norske Brettforbundet har samlet et forbund sammen med surfer og snowboardere. Der findes muligvis også flere eksempler på skatere, der surfer eller snowboarder (og omvendt) end der findes eksempler på skatere, der kører fitness ræs på rulleskøjter, hvorfor en sådan samling måske kan give mening i nogen sammenhænge.

 

Ikke desto mindre er vi i Danmark organiseret sammen med rullerne og med den foreslåede organisationsændring, skal der fra 2020 arbejdes målrettet for at skabe et fælles VI. Et fælles VI, der understreger at skatere, scootere og rullere er én samlet familie.

 

Et familiebånd, der skal bindes gennem en ny og mindre organisering med et veldefineret fokus og opgaver, samt gennem mindre autonome sportskomiteer.

Det bliver interessant, at se om RDs omorganisering og det fælles VI vil skabe rum for udviklingen af dansk skatesport som skaterne synes det skal være eller det i højere grad bliver en form for rullenisering, hvor den officielle organiseringen af dansk skateboarding bliver koloniseret og tilpasset til den eksisterende rulleskøjteorganisering og -kultur.

Læs selv RDs oplæg her

Alle billeder er fra RDs hjemmeside